Sofus Juncker Jensens erindringer fra Bornholm

Jeg var der et par Aar, og fik saa Plads hos Støckel i Rønne.

Han var en helt anden Type. I stedet for Bøgh (fotograf i Aarhus), denne aldrende, rolige Mand med sit smukke Kunstnerhaar og Fløjelskalot, kom jeg nu til en Mand, der var Fyr og Flamme, altid i Aktivitet, Hovedet fuldt af Ideer.

Uden at kunne hverken Engelsk eller Fransk, havde han forskaffet sig fotografiske Bøger paa disse Sprog og stavet sig igennem dem, saa han lavede baade 1/1 Ark Pigmentsbilleder, Diapositiver, Stereoskoper, Overførelser paa Terracotta og Glas, og mange andre Ting.

Og saa studerede han paa at lave den dengang i Fødslen værende Tørplade. Paa den Tid troede man, at man ogsaa selv kunne lave de nye Tørplader.

Da jeg nu kom til, havde han et nyt Emne at arbejde med, og det fik yderligere Fart.

Vi kogte Emulsionen ved Petroliumslampe, fik den konstrueret saadan, at den ikke belyste Emulsionen, skiftedes til at, være oppe om Natten og passe Graderne. Vi bragte det ogsaa saa vidt, at vi fik helt fine Plader, der havde en Følsomhed 1/2 Gang hurtigere end en vaad Plade, men den var fuld af ganske smaa Huller og Pletter.

Støvet kunne vi foreløbig ikke helt holde ude, og hvert lille Støvfnug gav i Opløsning en Blære.
Med overhældningen kneb det ogsaa, selv om vi nivelerede Pladen aldrig saa godt, og Is var det dels svært at faa, men ogsaa at faa anbragt og fordelt.
Tilsidst fandt vi dog ud af det. I Mellemtiden skulde vi jo ogsaa passe Stjernerne, - hvornaar de kulminerede, - dem interesserede han sig stærkt for. Han havde alle mulige Stjernekort, jagede os op om Natten for at se paa dem, og saa ud at fotografere. Der blev dog ikke meget at, se paa Pladen.

Den vinter skulde vi ogsaa spille Komedie med Byens private Skuespillere, - gaa til Bal, og i det Hele sørge for at være i Kontakt med Publikum.
Min første Kjole fik jeg anskaffet der, og høj Silkehat og Stok til spadsere- og jonebrug brugtes den Gang. Man var vel nok en Herre. Vi svingede os, og fotograferede Damerne, - Livet leves jo paa saadan en Ø, især dengang, paa en lidt anden Maade end nu, men Fart var der over det.




Vi fandt ogsaa paa at lave Karton af- et ukendt Format, kopierede Billeder af Landskaber og solgte dem, og da Sommeren kom, tog vi ud og fotograferede nye Landskaber, Bøndergaarde, Skoler og meget andet.

Støckel havde dertil et helt Mørkekammer indrettet i en stor Kasse, som kunne læsses paa en Vogn. Rundt om var knappet et mægtigt Klæde, og der krøb vi ind og kunne paa Bagenden af- vognen staa nok saa mageligt og præparere Plader, og siden igen fremkalde. På saadan en Tur kunde jeg køre ud med 25-30 blanke Glasplader, Størrelsen var som Regel 7x9 Tommer og, naar jeg var heldig, komme hjem med lige saamange mere eller mindre gode Billeder.

Men det skete ogsaa, at jeg havde Uheld. En Gang faldt det ene hjul ned mellem Klipperne, saa mit Sølvbad væltede, men jeg havde forstærkning med, og Badet var saa elskværdigt vedblivende at ville arbejde.

Jeg havde kun en Hest for vognen, og den løb ikke hurtigere, end den selv vilde. Sommetider var det lange Strækninger jeg skulle køre.
Der var 4 danske Mil til Svanneke eller Røe, og selvom jeg kørte ud Kl. 4 om Morgenen og skulde hjem samme Aften, var det jo en lang Tur, men som Regel var jeg ude 3-4 Dage ad Gangen, og overnattede saa i disse smaa hyggelige Hoteller, hos Bønderne eller paa Præstegaarde. Naar jeg saa kom hjem, var hænderne just ikke helt hvide, men sorte helt op til Albuerne, og jeg lignede vel mest af alt en Stratenrøver.

Det hændte dog ogsaa, at jeg kom hjem Kl. 12-1 om Natten, staldede hesten, klædte mig om i Kjole, gik paa Bal, og morede mig udmærket til langt ud paa Morgenen. Livet var for en stærk ung Mand.

Men at gaa hjem fra saadan et Bal, var ikke saa helt ligetil. Vi, som ikke var bornholmere, blev af disse kaldt "Førter", fordi vi var ført derover.

Bornholmerne saa ikke videre mildt til os, naar vi dansede med Pigerne, mens de selv spillede Luh, en slags Hasard, og efter Ballet sluttede vi 4-5 "Førter" os sammen, og dog gik det ofte varmt til.

Engang kom jeg hjem med kun et Skød i Kjolen, men vedkommende, der var Skyld i det, maatte ogsaa give 10 Kroner i Mulkt og betale Reparationen af Kjolen, som dog ikke saa saa godt ud som før.

Når der kom Turistskibe, ogsaa tyske, hvad der allerede dengang gjorde, tog jeg ud og fotograferede Gruppen, fik Adressen og Penge paa Haanden og solgte saa Prospekter á 1 Kr., fik deraf Procenter, og tjente Penge.
Vi tog ligeledes uhyre mange Stereoscoper, Interessen var dengang stor derfor, og jeg kan ikke forstaa, et den smukke Maade at se en Ting eller et Landskab paa, er gaaet helt ud af Kurs, og især nu, hvor vi har saa mange dygtige Amatører.
Foruden disse Køreture med ambulant Mørkekammer, havde Støckel et Atelier med Ruder og Baggrunde. Det var indrettet til at stille sammen i store Flager og var ca. 4x6 Alen langt. I Flugt dermed, dertil hvor Kameraet var, stod et Sejldugstelt, saa Afstanden kunde blive en 8-10 Alen.
Det hele blev læsset paa en Vogn, kørt til Aakirkeby og opstillet i en Købmandsgaard. Mørkekammer blev indrettet i et Vaskehus eller Bryggers, Skilte hængt ud, og ved Trommen blev det forkyndt, at vi kom Fredag, Lørdag og Søndag. Det var sommetider slet ikke saa dssrlig en Forretning med de smaa Penge, man regnede med dengang. Naar vi havde været der 3-4 Uger, kørte vi Atelieret til Svanneke, det samme gentog sig, og derefter til Allinge.

Jeg lærte uhyre meget derovre af Støckel, man lærte at rappe sig, tænke sig om, hjælpe sig selv, se om det var Forretning, men unge vil jo have Forandring, saa jeg sagde Farvel til de to elskværdige Mennesker.

17.

Jeg skulde nu ind og aftjene min Værnepligt, og da jeg havde været til Søs, blev jeg antaget som halvbefaren Mand, hvilket er meget finere end Lægdsrullemand, og Hyren er dobbelt saa stor, nemlig 16 Kroner. Jeg kom ud med Fregatten "Sjælland" paa tur til Vestindien, blev udkig paa Foggeraaen, hvad der senere indbragte min Bakke en Mængde Portioner ekstra Vin, idet nemlig, at naar nogen ville sove eller drive den af, entrede de op i Merset til mig, og de kunde da faa Lov at slange sig i Bugen af den opgjorte Fog, uden at det kunde ses fra Dækket. De maatte derfor betale deres Eftermiddagsration Madeira, hvad mine store Kammerater i Bakken nok skulde sørge for, at de kom af med.

Endvidere blev jeg indenbords Sluproer, en fin Tjans. Det var den Slup, som hentede Post, Proviant etc., og derfor havde vi altid Adgang i Land, sommetider hele Dage, skaffede Sukker, Rom, Bananer, Tobak etc.

Den tur varede 5-6 Maaneder. Vi gik først til Madeira for at faa Vin, Øllet slipper jo op, og saa for at faa Passaten. Det var jo en Fuldrigger, der sejlede med Sejl, egenlig kun ved Damp ud og ind af Havne.
Dernæst til Vestindien og de forskellige Øer, som jo saa ofte er beskrevet. Mest indtryk af Troperne fik jeg af Sct. Juan, en lille Ø med en Indsejling saa smal, at Ræerne maatte hales Langskibs, et stort rundt Bassin med Palmer og alle tropiske Træer hængende ud over Vandet. Paa Rejsen dertil faldt en lille Elev ned fra Rigningen, slog sig ihjel og blev meget højtideligt begravet, ved at hans Lig, viklet i et Dannebrogsflag, gled i Søen.
Derefter Hjemrejse, men nu i Stormvejr, knækkede Mærset og fik Sø ind overalt. Saa hjemme igen klar til at fotografere videre. Saadan et Pust paa ½ Aar har man godt af.

På den tid var Fotolithografien, der bestod i at man præparerede en meget tyk, ca. 8-10 mm Gelatineplade med chromsur Kali, kopierede, fremkaldte med varmt Vand, behandlede med Glycerin og mere, saa den Sværte, man overgød med en Tromle, kun hang ved, mer eller mindre Halvtoner og Skygger. De blev trykt i Presse med forskelligt Papir under, og man kunde paa den Maade fremstille uendelige og mange Billeder i Døgnet.

Man troede, det var Fremtiden, man havde jo ikke saa mange Reproduktionsmaader dengang. Hilmar Chrone var langt fremme dermed, lavede nydelige Billeder, og en Svensker ved Navn .....(Juncker-Jensen kunne ikke huske navnet) .. som boede paa Vesterbrogade overfor Skydebanen arbejdede ved Siden af sin Portrætforretning, ivrigt dermed.
Jeg vilde jo gerne lære det, havde ogsaa visse Forudsætninger, da jeg var fuldt inde i Kulprocessen, der havde nogen Lighed, søgte Plads, fik den, men med en forfærdelig lille Gage.
Der blev i det halve Aar ikke raad til nogen Middagsmad - boede i et Værelse til 10 Kr. om Maaneden. Købte en Liter Mælk, to Æg, to Surbrødsrundstykker og Ost. Dette var Morgen- og Frokostmad, til jeg om Aftenen kom hjem. Saa købte jeg en Flaske HvidtøI, der blev varmet over et Spritapparat eller i Kakkelovnen, ligeledes et Par Rundstykker, og var der Raad til det, igen et Par Æg. Det var jo lidt ensformigt, men billigt, jeg led ingen Nød, og Biografer existerede heldigvis ikke dengang. Men sommetider stormede jeg og et Par af mine Kammerater ned i Sværtegade. Der kunne men faa en stor Svinekotelet for 67 Øre, og dertil blev leveret 3-4 Rundtenommer Rugbrød og lige saa mange Surbrød, og vi tømte det hele.

Der var kort før denne Tid blevet stiftet en fotografisk Forening den 5. April 1879. Der var de fleste af Københavns Fotografer og Medhjælpere Medlemmer, og jeg meldte mig ogsaa ind. Da jeg har været saa heldig at finde et Referat deraf, skal jeg meddele hele Listen, ogsaa af det af Weber foreslaaede Understøttelsesfond, som Budtz Müller stærkt anbefalede.

Derefter tog jeg, som jeg havde lovet, igen til Bornholm og arbejdede der hos disse elskværdige Mennesker, hvor Konen var ligesaa aktiv i Atelieret som Manden.
Hver morgen til kaffen fik vi to smaa flækkede Kryddersild, hvor Benene var udtaget, serveret med Persille og hakket Løg. Det smagte udmærket, og gav Appetit for Dagen.

Vi fotograferede baade inde og ude, og gav os tit i Lag med meget vanskelige Opgaver. Ved Udefotografering kunne man ikke bevæge sig længere bort fra sit Mørkekammer, saa skulde man halse hjem i fuldt Firspring for at faa fremkaldt inden Pladen blev tør. Men Kunderne var ogsaa standhaftige. Jeg husker en Læge, Kaper hed han, engang vilde fotograferes i sit Hjem. Han blev stillet op ad sin høje Skrivepult, med Haanden under Kinden til støtte. Jeg gik hjem og spiste Frokost, og da jeg kom igen efter 20 Minutters Forløb, stod han som en Mur, og da Pladen blev fremkaldt, var den udmærket.

Ved saadanne lange Eksponeringer blev Pladen bagpaa belagt med et Stykke 2 eller 3 Lag Filtrerpapir vædet med Glycerin for at forhindre Pladen i at blive tør.

Der var i Rønne det Aar en Udstilling, i bornholmernes Øjne, næsten en Verdensudstilling, og for Fotografen spillede den ogsaa en vigtig Rolle. Vi tog Aabningshøjtideligheden med Udstillingens Præsident, selve Udstillingen ud- og indvendig og samtlige Udstilleres Arbejder og Montrer, fik en 1. Præmie og lavede Leporello Album til Minde om Udstillingen. Jeg fartede frem og tilbage til Mørkekammeret, og arbejdede mig da ogsaa et Hekseskud i Ryggen til, saa jeg ikke kunde gaa ret i flere Dage og maatte lade mig Kopsætte af en Barber. Sikke noget Barbari.

Naa, dette halvaarlige Ophold i Rønne endte med, at jeg maatte hjem til  Vejle for at bestyre min Broders Atelier, som han havde overtaget efter min Fars Død. Min Broder laa paa det Tidspunkt med en langvarig Mavesygdom, saa jeg var nu Enekaptajn. Foruden os, var der i Byen en Fotograf Bencke og Fotograf Busch. Den sidste havde et i Jylland enestående fint Atelier i sin fine nybyggede Villa paa Dæmningen. Det gjaldt jo om at holde Omsætningen ..