Arne Grønvang Nielsen, Polyfoto, 1933

NAVN: Arne Grønvang Nielsen
DATA: 1910-1984
AKTIV: 1933-
ADRESSER: 1933-1940/1941, Store Torvegade 3, Rønne
1941-1949, Aakirkeby
UDDANNELSE: Maskinist
UDEN FOR BORNHOLM: nej 
PORTRÆTFOTOS: ja
GRUPPEFOTOS:
REPORTAGEFOTOS:
TOPOGRAFISKE FOTOS:
STEREOFOTOS:
POSTKORT:
UDSTILLINGER:
FAGLIG FORENING:
STEMPLER:
EFTERFØLGER:
ARKIV:
LITTERATUR:
KOMMENTARER: Arne Grønvang Nielsen fik næringsbrev som fotograf, og åbnede derefter i november måned 1933 en Polyfoto forretning på adressen St. Torvegade 3 i Rønne.
Arne Grønvang Nielsen havde sin første Polyforretning her i Store Torvegade 3, hjørneejendommen. Billedet er taget af fotograf Kaare Rasmussen 1949, hvor Hans Peter Nielsen var indehaver af butikken.
Frihedskæmpere i St. Torvegade, Rønne,  efter freden - før bombardementet. Fx 5. eller 6. maj - eller 7. maj 1945 om formiddagen. Det er Rosengade bag frihedskæmperne, og mit fokus lige pt. er de to fotoforretninger, vi aner i husene til højre - som nu er revet ned.
Sønnen Erik Grønvang Nielsen fortæller: Et billede med mig, min mor og min far i baggrunden, det må være taget omkring 1941-1942. Men det som er interessant er, at det er farvelagt. Jeg ved at min far gjorde det med farveblyanter med hård stift lige som almindelig blyanter, og til sidst duppede det over med terpentin. (Erik Grønvang Nielsen, december 2008.)

Arne Grønvang Nielsen ved sin bil i Rønne og ved Polyfoto-forretningen i Sandvig i 1930erne.

Den første Polyfoto-forretning i Store Torvegade 3 i Rønne

Arne Grønvang Nielsen var udlært som maskinist, men kom aldrig til at arbejde som sådan. I 1933 fik han forbindelse til den nyligt startede Polyfoto-kæde, som var opbygget på den måde, at interesserede, der havde lokale til rådighed på en passende adresse, kunne lease fotografiapparat og udstyr mod betaling af en nærmere fastsat afgift pr. optagelse. Man skulle i øvrigt selv betale udgifter til husleje mm.

Arne Grønvang Nielsen fik næringsbrev som fotograf, og åbnede derefter i november måned 1933 en Polyfoto forretning på adressen St. Torvegade 3 i Rønne.

Polyfoto (mangefoto) var et varemærke for en dansk opfindelse. Civilingeniør E.  Rixen opfandt Polyfoto, et seriekamera, som blev finansieret og lanceret af teatermanden Frede Skaarup i 1932. Systemet var mønsterbeskyttet i de fleste lande i Europa. Fotografering med 12, 24 eller 48 billeder på et ark blev uhyre populært og et Polyfotoatelier dukkede efterhånden op i de fleste større byer. Indehaverne skulle betale afgift til Rixen og Skaarup for hvert eksponeret negativ (glasplader 13x18 cm).
    
Polyfoto kæden kom i gang i 1933 og den var opbygget på den måde, at interesserede, der havde lokale til rådighed på en passende adresse, kunne lease fotografiapparat og udstyr mod betaling af en nærmere fastsat afgift pr. optagelse og skulle i øvrigt selv betale udgifter til husleje,mm. 
   
Billederne målte kun 33x33 mm, men selv om det ikke var den store fotokunst, kunne man se, hvad det forestillede, og der var altid et par stykker, der kunne bruges til en forstørrelse. De bedste af de små billeder kunne foræres til familie og venner og resten blev blandt børnene et eftertragtet bytteobjekt. Hele arket kostede ved starten omkring 2,00 kroner, så alle havde nu råd til at gå til fotografen.
   
Polyfoto afdelinger skød op overalt, og blev en alvorlig
konkurrent til de etablerede fotografer, og mange af dem blev tvunget til at lukke. Polyfoto kæden ophørte o. 1960-1970'erne.
 
På Bornholm åbnede det første Polyfotoatelier i 1933 i Rønne.
Initiativtager var Arne Grønvang Nielsen, som der fortælles om af hans søn på denne side..
Kontaktkopier af to glasnegativer med hver 48 billeder. Formentlig fra Arne Grønvang Nielsens år, 1933-1943. Bornholmskebilleder.dk.
Grundstenen i Polyfoto var et nyt kamera (for øvrigt en dansk opfindelse), hvor man på en enkelt glasplade eller planfilm kunne lave indtil 48 individuelle optagelser. Med en enkelt fremkaldelse og kopiering havde man 48 forskellige billeder. Billederne målte kun 33x33 mm, men selv om det ikke var den store fotokunst, kunne man se, hvad det forestillede, og der var altid et par stykker, der kunne bruges til en forstørrelse.
Lige efter Arne Grønvang Nielsen havde etableret sig i Store Torvegade kom der en ung dame (Sigrid Knudsen) ind og spurgte, om hun kunne komme i lære som fotograf. Om det slog gnister ved det første møde vides ikke, men de blev gift i 1935.
Polyfoto, 1933-1943 - Arne Grønvang Nielsens år.

Polyfoto udvider

Turistbilleder fra Sandvig. Polyfoto-forretningen lå på Torvet, Hammershusvej 2, og rummede også turistbureau. På billederne ses bl.a. Sigrid og Arne Grønvang Nielsen. Sidst i 1930erne.

Herefter blev forretningen udvidet med to filialer, Foto-Centralen på Sandvig Torv og Fotografisk Atelier i Storegade 4 i Nexø.

Foto-Centralen i Sandvig blev passet af Arne Grønvang Nielsens kone Sigrid. Formentlig var den kun åben i turistsæsonen. Nexøafdelingen tog forretningens førstemand, H.P. Nielsen sig af. Det var ham, der siden skulle føre Polyfoto videre indtil 1974.

Aakirkeby, Polyfoto, biograf og hotel
Mine forældre flyttede fra Rønne til Aakirkeby omkring 1940/41. De havde købt afholdshotellet, som lå i Jernbanegade 7. De vil forsat drive det som hotel, men derudover ville de bygge en permanent biograf op i hotellets tilhørende sal.
Deres Polyfoto-forretning i Rønne overdrog de til H. P. Nielsen, men etablerede en ny Polyfoto i Aakirkeby. Det var noget af en opgave, de påtog sig med at drive tre forretninger samtidig, hotel, biograf og fotografering.

Og oven i det hele, måtte de i gang med en større renovering og ombygning, for hotelbygningen var i en dårlig tilstand, opvarmning foregik med nogle kakkelovne, der stod hist og pist, toiletter, ja det var ude i gården og uden træk og slip, og den tilhørende sal var faldefærdig. Der var en balkon, som man helst skulle holde sig fra, hvis man havde liv og lemmer kære.

Ombygning og renovering blev færdig i november 1943 med en stor indvielse af biografen.

Fotografering til identifikationskort i 1943
Det første jeg kan erindre fra Polyfoto-forretningen i Aakirkeby var under krigen, i 1943, da tyskerne forlangte, at alle skulle have et ID kort med foto. Jeg kan stadig se for mig alle de mennesker, der sad og stod i lange rækker på en af hotellets gange, for at komme ind til fotografen. Det var før hele ombygningen af hotellet var færdig, så et af hotelværelserne var inddraget til fotoatelier.

Min mor har senere fortalt mig, at der kun var tid til at tage to billeder af hver, så en glasplade kom til at indeholde 24 forskellige personer.

Det medførte en masse diskussion og utilfredse mennesker, for når man nu, godt nok tvunget af situationen, var trukket i sit fineste tøj og var kommet den lange vej til fotografen, ja nogen, har jeg senere fået at vide, havde for første gang bevæget sig ind i en storby som Aakirkeby, så mente man, at der godt kunne tages en masse billeder og at de bedste af dem selvfølgelig skulle forstørres op, så de kunne bruges i familiealbummet.

Fotoatelier
Efter ombygningen, der blev afsluttet i november 1943, var der lavet et flot fotoatelier i et stort rum, som lå lige bag billetkontoret til biografen. Her var sat et par store lyskasser op med en masse elpærer i. Som jeg husker det, var der omkring 40 til 50 elpærer i hver kasse. Derudover var der en del fotolamper på stativ, man kunne flytte rundt på.

Men rummets vigtigste apparat var selvfølgelig Polyfotos fotografiapparat. Det var en stor mahogniagtig trækasse, den havde ca. en højde på omkring 1,60 meter. For at kunne bevæge dette apparat frem og tilbage, alt efter hvor tæt man ville på personen, der skulle fotograferes, var der skruet nogle messingskinner på gulvet, som apparatet kunne køre på (man kendte ikke til zoom objektiver dengang). Der var påsat et stort stykke sort stof på bagsiden af kassen, som min mor tog hen over hovedet, når hun skulle indstille apparatet og tage billederne. Der var et håndsving på siden af kassen, som hun drejede på for hvert billede hun tog.

Når det er min mor jeg omtaler ved fotograferingen så skyldes det, at mine forældre havde fordelt arbejdet således, at min mor for det meste tog sig af fotograferingen i atelieret, og min far tog sig af alt mørkekammerarbejde samt udefotografering.
Mørkekammer, retouchering og farvelægning
For enden af det store hotelkøkken var der en dør ind til et lille lagerrum, og inde i dette lagerrum var der yderlig en dør, som førte ind til mørkekammeret. Da det lille lagerrum ikke havde noget vindue, var det en fin sluse for at komme ind og ud af mørkekammeret, uden at skulle stoppe de arbejdsprocesser, der var i gang. I selve mørkekammeret var der et stort forstørrelsesapparat, som gik helt op til loftet, derudover var der masse skåle til fremkaldelse, fiksering og skylning. Der var en stor vask med rindende vand, hvor billederne fik en sidste skylning, inden de kom ind i et tørreapparat, som stod henne i hjørnet.

Som knægt opholdt jeg mig meget inde hos min far i mørkekammeret. Her var jeg meget fascineret af at stå i det røde lys og se, hvordan et helt blankt papir, når det kom ned i fremkaldervæsken, kunne forvandle sig til et fotografisk billede. Jeg var også meget fascineret af at se min far efterbehandle billederne. Det foregik oppe i stuen på 1. sal. Her sad han ved spisebordet og arbejdede med retouchering af billederne. Men det mest spændende at følge med i var, når han lagde farver på, det var som regel billeder, med et større festklædt selskab med en gård i baggrunden. Her havde han en seddel liggende, hvor han havde noteret, hvilke farver de forskellige damers kjoler havde. Så sad han med en masse hårde og spidse farveblyanter og satte farverne på. Når dette var gjort tog han en blød klud, som var dyppet i et eller andet, jeg mener at det var terpentin, og dubbede billedet indtil farverne løb så meget ud, at det så ud som om de var fotograferet med ind i selve billedet.
Der var ikke nogen egentlig fotobutik tilknyttet, man gik ind i hotellets restaurant, når man skulle bestille tid til en fotografering, aflevere en film til fremkaldelse og forstørrelse eller hente sine billeder. Det var hotellets unge piger, der stod for betjeningen. Jeg har senere fået at vide, at det ikke altid var lige sjovt, specielt når der kom en kunde, hvis billeder ikke var færdige og som insisterede på at få vide, hvornår de så var færdige, for så skulle de spørge min far, og hvis han sad og retoucherede billeder, kunne han godt blive noget ophidset over at blive forstyrret.

Det var ikke holdbart i længden at drive tre så krævende forretninger, som hotel, hvor der var ca. 30 spisende gæster hver dag og 12 hotelværelser, der skulle holdes rene. En biograf, hvor der blev kørt mindst en forestilling hver dag, somme tider to og om søndagen kunne der være op til tre forestillinger. Derfor besluttede mine forældre at stoppe med fotoforretningen Polyfoto. Hvornår eksakt de lukkede den ved jeg ikke, mit bedste gæt er engang i 1949.

Ud over fotoforretningen kørte han rundt på Bornholm med en  rejsebiograf sammen med sin fætter Gunnar Hansen, senere ejer af Rønne Bio.

Aakirkeby Bio fortsatte til 1983, hvor Arne Grønvang Nielsen døde. Sigrid Grønvangs indsats i biografen var så væsentlig, at hun blev kaldt ”fru Kino”.
Aakirkeby set fra nordvest. Den katolske kirke, Rosenkranskirken i Gregersgade, Aakirkeby, blev indviet i 1932. Foto Arne Grønvang, Polyfoto. BM 2828.