Johan Støckels erindringer om sin far, Gottlieb Støckel

Et selvportræt af den helt unge G. Støckel i atelieret i Vimmelskaftet 2, en optagelse fra sommer eller efterår 1864. BM
I Støckels sag ligger breve fra Johan Støckel, hvor han beskriver flere af sin fars ældre billeder. Det er endda meget grundige optegnelser. Han skriver også om sin far som fotograf, ikke – desværre - om hvor han lærte fotografiet, men lidt om hvordan han kom til øen:

Sendt til museet 9. maj 1952.
 
”Min Fader, der var født i København den 16/3 1839, var en friheds- og naturelskende Mand, der løb fra sine plejeforældre (Admiral Schønheyder 1775-1858) for at slippe for at blive Søofficer, som han ikke havde lyst til, og turede lidt om i Europa, indtil han i 1864 kom fra Sverige til Bornholm, hvor han blev hængende, idet han den 1/5 1865 ægtede min Moder, Datter af kaptajn Jens Wilhelm Lintrup, og nedsatte sig som fotograf i et Hus lige over for Kirken, som han havde købt af en Familie Kløcker.
Rejselysten sad ham dog stadig i Blodet, og jeg mindes, at han ofte, dengang Damperen gik til København, kunde komme hjem fra Klubben ved ½9 Tiden og sige til Moder: Nu tager jeg en Tur til (f. Eks.) Tyskland. Han tog aldrig anden Bagage end sin Spadserestok med, idet han vilde være fuldstændig fri af besværet med Kofferter, Toldeftersyn o.l. Han hævdede at det var ligesaa billigt og langt behageligere at rejse paa hans Maade, hvor han købte sig Manchetlinned og lign. Undervejs og efterlod det snavsede Linned paa Hotellerne. Og saa kunde han godt blive borte i 8 Dage. Forretningen gik af sig selv, da han havde Eneret paa Landskabsfotografering for hele Bornholm fra han startede i 1864 til han afhændede forretningen i 1888 (?).
 
Han har ofte sagt til os Børn, ”I skal ud i Verden og se Eder om, men I er unge. Saa kan I aldrig blive gamle af Sind, selv om I bliver det af Aar.” Og jeg har mangen Gang maatte sande hans Ord; selv, nu da jeg om faa Dage bliver 85 Aar, kan jeg blive som helt ung, naar jeg kommer ind paa at tale om alle mine Oplevelser i Afrika og tværs gennem Afrika, i Asien, tværs gennem Sibirien til Mandschuriet og Grænsen til Kina foruden mine utallige rejser paa Kryds og Tværs gennem Europa, og de unge kan lytte til mig i timevis i Misundelse over alle de Minder, som jeg har forud for dem.
 
Fader blev officielt af sin Stand anerkendt som Verdens 3die bedste Fotograf og har endog oplevet at faa tilkendt den højeste Udmærkelse fra en Udstilling i Neapel i begyndelsen af 1870erne, hvor Fader end ikke havde udstillet, men nogle Turister blot havde forevist nogle Fotografier, købt af ham. Ved den store Udstilling udelukkende for Fotografer, og hvor der kun uddeltes 3 Medaljer, fik Fader, en Amerikaner og en Englænder de tre medaljer som Verdens bedste Fotografer. (Støckel modtog også to sølvmedaljer (højeste udmærkelse) fra udstillingerne i Rønne og Nexø i 1880erne.)
 
Efter min Faders Død gik hans Forretning over til hans ældste Medhjælper, Th. Yhr.
 
 
Hellerup den  9.5.1952. Hermed 26 fotografier
Til Bornholms Museum

Desværre maa jeg indrømme, at jeg i Desperation over min Hustrus Død, skønt gammel Museumsmand, lod mig forlede til tankeløst at brænde en hel Deel Fotografier, som mine Børn erklærede, at de hverken ville eje eller have.
Uden tvivl var størstedelen uden nogen som helst Betydning for nogensomhelst efter min Død, men 2 af dem, der var i særlig stort Format, fortryder jeg nu at jeg tilintetgjorde.
De var begge to paa lidt over 2/3 af dette arks Format og forestillede det ene Rønne Højere Skoles Gymnastiksal og Indgang fra Storegade i 1870'erne, det andet som jeg ganske særligt beklager at have brændt, forestillede det Hus ligeoverfor Realskolen, hvorfra Printzenskiöld i 1658 blevb skudt, hvilket Hus laa ganske urørt til langt hen i 1870'erne, da det blev nedrevet og genopbygget som en 2 Etages Ejendom paa Hjørnet af den Gade, der fra Storegade fører op forbi Rektors Have til højre til Sognepræstewboligen længere oppe til venstre. Gadens Navn kan jeg desværre ikke længere erindre.
For at sone lidt, hvad jeg herved har gjort ilde mod bornholmske Minder, da jeg gaar ud fra, at Pladen til det omtalte Fotografi, der var den i Fotografien saakaldte "vaade Proces" Tid (altsaa senest en Gang i 1870'erne) ikke længere eksisterer i min Faders Pladearkiv, der var urørt i det mindste til Januar 1889, har jeg nu faaet mine Børn til at afgive en Deel af de Fotografier fra Bornholm, som de efter min Hustrus Død fordelte imellem sig. Disse Billeder stiller jeg herved til Bornholms Museums Disposition,  til Indlemmelse eller Bortkastning efter Museets eget frie Valg. Jeg har bagpaa nummereret Billederne af Hensyn til den Forklaring, som nedenfor gives af hvert enkelt.

1. er fotograferet saa sent som i 1880erne. Dersom jeg husker rigtigt, men det er jeg ikke sikker paa, forestiller det Skuespillerinden Emma Lange (senere Fru Emma Thomsen ved Det kgl. Theater), hvis Broder var Kommis i Crome og Goldsmiths Udsalg i Rønne. De var ikke Bornholmere, og jeg ved ikke, hvorfra de havde den gamle bornholmske Dragt.

2 og 3. Billederne taler for sig selv om Stormflodens Rasen. Selv mindes jeg tydeligt, at jeg som 5½ Aar gammel Dreng var med min Fader ude at se på et mindre, (vistnok hollandsk) Fartøj, der var slaaet
saalangt op paa Land i Retning af ”Pythuset” syd for Rønne, at det ikke kunde søsættes igen men maatte hugges op paa Stedet.
4 og 5 Høre paa en Vis sammen. I min Barndom fandtes overhovedet ingen Gadebelysning i Rønne. Vilde man ud efter Mørkets Frembrud, maatte hver enkelt Familie medføre sin egen Lygte. Jeg mindes tydeligt vor egen. Den var ca. 25 cm. høj, cylindrisk, ca. 6,5 cm i Diameter og bestod af en Bund med en Holder til et Stearinlys og et cylindrisk ca. 25 cm højt Glas, der var omgivet af et brunmalet Jernblik Hylster, der kunde skydes ned over Glasset og beskytte dette, naar lygten ikke brugtes, men som skubbedes i Vejret, saa Lygten i alt blev ca. 50 cm høj, naar Lygtens skulde bruges. Foroven var dette Hylster forsynet med et Haandtag. Det fastholdtes i nedskudt Stand ved en Knast paa Hylstret, der vandrede i en Kulisse paa Lygtens Bund. Den aflaasedes og udløstes ved en halv Omdrejning i denne Kulisse. Hvordan den fastholdtes i opløftet Tilstand erindrer jeg ikke med Bestemthed, kun at den var baade let, hurtig og sikker at betjene. – Da vi langt om længe havde faaet Gadebelysning og denne tændtes for 1ste gang, bevirkede den paa nr. 5 viste Lygte, der sad paa Hjørnet af Østergade skraas overfor mine Forældres Hus i Gaden ”Ruden”, at Kaptajn Mortensen, der førte Dampskibet ”Skandia” (det fra 1866) mellem Rønne og Kjøbenhavn, medens Kaptajn Thorsen havde faaet det nyere og noget større ”Heimdal” at føre, [forvekslede] denne Lygte med Fyret, hvorfor Skandia gik paa Grund paa ”søndre Rev”, hvorfra senere et af Schwitzers Dykkerskibe halede det af Grunden og bugserede det til Reparation hos Burmeister & Wain. Huset ligefor med de 3 store Udstillingsvinduer tilhørte Symaskinefabrikant Clemmensen og det andet Hjørne, der skimtes, havde tilhørt min Onkel Kaptajn Jacob Holm, der i 1871 kuldsejlede med Barkskibet ”Frederik den 7de” af Rønne paa Rejse fra Grønland med en Ladning Kryolith, der havde forskubbet sig. Hele Besætningen var reddet i Redningsstol over paa en stor engelsk Damper, ogsaa Onkel Jacob, der, da han hørte sin Hund "Tyras" tude ovre paa Frederik 7de lod sig hale tilbage paa Skibet og fik Tyras med, men hvis Hoved knustes af en mægtig Sø mod Ankeret, saa Liget sænkedes i Havet paa Stedet. Enken, hvis Fader, Kaptajn i Bornholms Milits Jens Wilhelm Lintrup (død17.10 1871) havde ejet ”Hotel Rønne”, overtog Hotellet til sin Død i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Den lave Stensætning til højre i Billedet er Indhegningen af den for længst nedlagte Kirkegaard omkring Rønne Kirke, der dengang havde sin Indgang mod Nord, saa vi fra mine Forældres Hus kunde se helt op til Alteret, naar Dørene aabnedes.
6 og 7 viser Rønne Kirke, som den saa ud i min Barndom. Bagsiden af Nr 7 viser Kirketrappen og Tilskuerne ved en Bispevisitats.
8. viser Brolægning af en Gade i Rønne. Jeg synes at genkende Gaden ”Ruden”. I saa Tilfælde var mit Fødehjem Nabohuset til den Del af et Hus, der ses længst til venstre. Mit Fødehjem var Hjørnet af Ruden og Østergades Udvidelse ligeoverfor Kirken.
9. viser Store Torv i Rønne, hvor de to Vandopstandere til venstre i Billedet var Byens eneste Brandslukningsmateriel, til hvilket man kørte Tønder paa Slæder (ogsaa om Sommeren) for at hente vand til de Haandbetjente Sprøjter, der var kørt op ved Brandstedet. Engang om Aaret holdtes ”Brandprøve”, hvorved Vand sprøjtedes ud over Torvet fra disse 2 Opstandere til stor Moro for Gadeungdommen, der lod sig gennembløde af straalerne. Huset med træerne udenfor var Købmand Rask’s Gaard (en af de 3 store Gaarde, hvor Bønderne kørte til, naar de kom til Byen, nemlig foruden denne ”Harboe’s” for den sydlige ende af Store Torv og ”Thorsens” skraas overfor Sognepræstboligen. Huset for den nordlige Ende af Store Torv var ”Magerius Bidstrup”s store Ejendom, der strakte sig langt ned ad Store Torvegade og Nørregade.
10-13 viser Billeder fra Rønne Havn. Det er Hejmdal der ligger i Inderhavnen paa Nr. 10 og ”Søndre Baadehavn” med ”Kirkebakken” der ses i Forgrunden. Nr. 13 viser paa Bagsiden Indgangen til Johns Kapel paa vestsiden af Øen.
14 viser svenske sildefiskere i Rønne Havn
15 viser to skibe på Stabelen ved Rønne Havn i unge Mester Becks Tid, da der mest byggedes Smaaskibe til indenrigs Fart. Storbyggeriet under gamle Mester Bech og Schandorff var dengang helt holdt op og overgaaet til Svendborg og Thurø.
16-19 viser Udgravningen til den nye store Inderhavn og et Trækværk der anvendtes til at trække de fyldte Tipvogne op af Udgravningen.
20 viser Frederiksø, Naboøen til Christiansø
21 viser Kanondalen syd for Rønne og Søndre Badehus samt Rønne Kirke i Baggrunden. "Kanondalen" var en af de Skanser, som i Slutningen af 1700-tallet og Begyndelsen af 1800-tallet endnu fandtes spredt over alle Landets Kyster saavel i Jylland som paa Øerne som Forsvar mod Angreb fra Søsiden. Endnu i min Barndom og længere var Kanondalen bevæbnet med svære (antagelig
18 eller 24 U's Kanoner i deres oprindelige Affuteringer). Det er et uerstatteligt kulturhistorisk Tab, at man saa sent som engang i det 19de Aarhundrede solgte Kanonerne, der bar Støbeaaret 1801, til Omsmeltning paa Østre Jernstøberi og ophuggede de endnu i min Barndom og Ungdom velbevarede Rapperter og Slæder, der den Dag idag vilde have været af den allerstørste kulturhistoriske Værdi.
22 viser "Kongemindet" i Almindingen, som det saa ud i min Barndom og Ungdom, da Træerne endnu ikke var vokset saa højt op. Man kunde dengang derfra se langt ind i Sverrig og langt paa den anden Side af Christiansø.
23 viser Per Mark, der var postbud og døde i Nexø i 1877.
Billedet her er formentlig taget omkring 1865.
Han satte en gravskrift over sin kone på kirkegården i Nexø. Hun døde i 1873 efter at være blevet kørt over af nogle unge mennesker i en kane og gravskriften lød nøjagtigt således:
”Herunder hviler Kirstine Mark. Hun døde i sit seksogfirsindstyvende Aar af Ungdoms Letsind og Ubesindighed. Nu hviler du i fred og bliver ikke overkørt mere.
Per Par – også kaldt Per Jyde – han var ikke født på Bornholm – gik i mange år fodpost mellem Rønne og Nexø. Det var inden Diligencerne var kommet i gang på Bornholm og han var den eneste postforbindelse mellem de to byer. Han havde derfor også et stort arbejde med at besørge private bud mellem folk på ruten og de to byer. F.eks. gik de fleste amtsstueskatter og apotekerærinder gennem ham, og han var usigelig hæderlig. Det er derfor en skæbnens ironi, at han til sidst blev afskediget, fordi han havde besørget lukkede breve for folk på ruten uden at lade dem gå gennem posthusene. Han var en meget stejl og egensindig mand og der har verseret et utal af historier om ham.Han hjemsøgte ofte de lokale blade med indlæg, skrevet i en ubetalelig stil, således da han blev bidt af madam Lunds hund i Aakirkeby og ved mange andre lejligheder, når der mødte ham noget, der udæskede hans kritik. Da hans kone var begravet sendte han følgende til avisen:
”Min kones død og min hæderlige begravelse kostede mig over 30 Rdl. Alle vare tilfredse, og der blev hverken sparet på Kaffe, brændevin eller Cigarer. Vil nogen give mig lidt til Hjælp, er det mig kjærkommet, da jeg er gammel, svag og trængende.”
Hans sidste Aar efter Afskeden fra Postvæsenet var ikke lykkelige. Afskedigelsen, der forekom ham uretfærdig, oprørte ham, og han led under pengemangel. Hans sidste indlæg i avisen er et bevis herpå. Det lyder sådan:
”Da jeg begynder at blive gammel, og jeg ikke kan tåle at bukke mig, saa ønsker jeg at sælge mine saa gode som nye Støvler, da enhver nok kan forstaa, at jeg paa Grund deraf hverken kan faa dem af eller paa.
Allerunderdanigst P.J. Mark i Nexø.”
(Af Johan Støckel i Berlingske Tidende 4. juni 1944).
Click here to edit.
Click here to edit.
Erindringer, Johan Støckel.
 
”Mit Levnedsløb – Erindringer fra et langt Liv”.
 
Jeg fødtes i Rønne paa Bornholm den 26de Maj 1867 kl. 7 om Fomiddagen i samme Øjeblik, som der affyredes 101 Skud Salut fra de gamle Kanoner i Kanondalen (en gammel Skanse syd for Byen) og Militærmusikken spillede udenfor mine Forældres Bopæl. Det var dog ikke til Ære for mig, at der saluteredes og spilledes; men fordi det var Kong Christian 9des Sølvbryllupsdag.
Mine Forældres (Fotograf Knud Gottlieb Constantin Stöckel og Henriette Nicoline Stöckel, födt Lindtrup) Hus laa paa Hjørnet af en Gade med det besynderlige Navn ”Ruden” og ”Østergade” lige overfor Kirken, hvor Østergade udvidede sig til en aaben Plads, paa hvis Nordside mine Forældres Hus var saaledes beliggende, at naar Dörene til Kirken aabnedes, kunde vi se helt op til Alteret fra vore vinduer.
Denne aabne Plads benyttedes af de Hestekøretøjer, der skulle vente, medens deres Passagerer overværede Festligheder i Kirken (Daab, Konfirmation, Bryllup o.l., ofte ogsaa Begravelse).
 
Kanonerne i Kanondalen var Stöbejerns Forlade Kanoner af meget stort Kaliber (mindst 18 us, muligvis 24 us eller endog 36 us) og de var alle støbte i Aaret 1801 og havde alle Støbeaaret angivet. De blev staaende i Kanondalen i hele min Barndom og Ungdom og solgtes vist først ved Aarhundredskiftet til et Jernstøberi til Nedsmeltning. Der var det mærkelige ved deres Opstilling, at de ikke havde Brikke af Træ, som sædvanligt, men af Stenfliser. Byens Badehus laa umiddelbart nord for Kanondalen ude paa ret dybt Vand, forbundet med Land ved en ret lang Badebro, der i det mindste paa sin nordlige Side var forsynet med Rækværk, og beskyttet mod vest ved en Stendæmning i ca. 20-30ms Afstand. Det havde en ret ejendommelig Indretning. Mod Nord, Vest og Syd var der indrettet ganske smalle Afklædningsrum, men foruden disse var et Rum indrettet til Bruse- og Styrtebad og 2-3 stk som ret store Rum med nedsænkede Kasser, i hvilke Børn kunde bunde og saaledes faa Havbad. Desuden var der i midten et Værelse, i hvilket en svensktalende Dame, hvis Navn jeg desværre i Øjeblikket ikke erindrer. Hun fungerede ikke alene som tilsynsførende, men hos hendes kunde de voksne Badegæster faa stærke Drikke efter Badet. Mest yndet var Solbærrom. Jeg tror at hun hed Fru Egholm eller noget lignende.
 
Nord for mine Forældres Hus og vinkelret paa det, havde en Frk. Kofoed en Pogeskole, i hvilken jeg anbragtes i 3-Aars til 5-Aars Alderen, derpaa kom jeg fra 5-Aars til 9-Aars Alderen i Asmussens Skole, hvor jeg bl.a. ogsaa lærte tysk. Ved 9-Aars Alderen kom jeg i den saakaldte ”højere Realskole”. Det var den tidligere Latinskole, der – uvist hvorfor – havde faet dette Navn.