Hansen & Bloch - rejsefotografer på Bornholm, i Rønne, Hasle og Nexø sommeren 1865
Personerne øverste række fra venstre: far og søn ukendt, BM. Ældre mand, ukendt BØA 2014-08. To drenge, Poul og Carl Peter, og ældre mand med stok Petersen, fra BØA 1976-13. Kolling-Larsen. Nederste række: Marie f- Ancher, Lambrecht-familien. Lærer Villads Jensen Skydstrup, 1839-1889 og hustru Marie Georgine f. Sonne (hendes bedstefar fra Nexø). BØA 1997-04, Berg Sonne, Hr. Hansen, BØA 2014-24.
1865 - Hansen og Bloch
1865. Enslydende annoncer i Bornholms Avis fra 11. maj til 13. juni, næsten hver anden dag. Lille redaktionel omtale 18. maj. Hasle-annoncer fra 16. juni. Annonce om at man flytter til Nexø fra 22. juni. Annoncer i Nexø hele juli måned. Forlængelse i Nexø i august måned, sidste annonce 24. august. Det er værd at bemærke, at fotograferne også forhandlede prospekter, dvs. landskabs- og bybilleder.
I fotografiets to første årtier, fra midten af 1840’erne til o. 1865, havde Bornholm besøg af mange omrejsende fotografer, der så en mulighed for at tjene penge på folks store interesse for at blive portrætteret med de nye teknikker: Daguerreotypiet (unikaer, positivbilleder på en forsølvet kobberplade), vitrotypier, panotypier og ferrotypier (unikaer, positivbilleder på glas, voksdug og blikplade) eller endog kalotypier – som var den tidligste form for papirbilleder. Fra 1850erne vandt ”Photographiet”, som vi kender det, frem, det var glasnegativer hvorfra man kunne fremstille så stort antal positiver som man havde brug for.
To unge fotografer besøgte Bornholm i 1865. De blev kaldt ”Photographer, Dhrr. Lieutenanter” og de hed ”Hansen & Bloch”. (Th. Bloch). De fotograferede i Rønne og havde atelier hos ”Gjæstgiver Adolph Dam”, hvilket selvfølgelig var i Dams Gård i Krystalgade. De annoncerede i Bornholms Avis og avisen gav dem en redaktionel omtale med anbefaling af deres arbejde. Vi finder en gang imellem visitkortbilleder med deres etiketter på bagsiden. Det er ellers uhyre sjældent, at der er bevaret billeder, som med sikkerhed kan henføres til bestemte omrejsende fotografer. Med visitkortformatet (ca. 6x9 cm) bliver fotografiet økonomisk overkommeligt for mange mennesker og dermed uhyre populært. Billederne er optaget på glasplader, dækket af kollodium som bliver gjort lysfølsomt med sølv. Efter eksponeringen skulle billedet straks fremkaldes – hvis kollodiet nåede at tørre, var pladen ødelagt. Derfor medbragte fotograferne et transportabelt mørkekammer. Ved fremkaldelsen benyttede man et albuminpapir, som kan genkendes på den lys gulligbrune tone. Tørplader og andre fremkaldelsesmetoder blev først almindelige på Bornholm omkring 1890. På de tidligste visitkortfotografier portrætteres personerne som vi ser her i hel figur. Hvem var de to herrer? Hansen var den Johan Hansen, 1833-1905, som i 1866 etablerede sig i Nexø. Bloch var Theodor Bloch, 1844-1935. Begge kom fra Sønderjylland, drevet derfra efter nederlaget i 1864. De blev betegnet som løjtnanter og havde deltaget i krigen. Om Johan Hansen ved vi, at han fotograferede preussiske soldater (nekrolog 1905). |
Theodor Blochs historie kunne der formentlig skrives en roman om! Theodor Thorlacius Bloch, 1844-1935. Hans historie er usædvanlig. Han var læreruddannet, var løjtnant i krigen 1864 og må have lært sig at fotografere. Han er med på nogle billeder fra 1864, men om han også fotograferede i 1864 ved vi ikke. Han var sammen med en anden løjtnant på Bornholm i sommeren 1865, hvorefter han rejste til New Zealand i november 1865 (sammen med biskop og statsminister D.G. Monrad) - og her fik han en flot karriere som fotograf. Han var en tur i Danmark i 1873-1875, men vendte tilbage og døde i Australien. Se meget mere om ham HER. Blochs familie i New Zealand - Australien: Tony Hall, Eml: achall@iname.com, Mob: +61 412 614 343
29. juli 1865. Bornholms Avis.
|
Hingsten Frode, der blev erhvervet i 1862 fra et stutteri i Frederiksborg af et aktieselskab i Aaker. En da syv-årig gråskimlet hest, med afstamning af rent, gammelt stutteriblod. Frode blev solgt tilbage til den oprindelige ejer, da den var 16 år gammel. (Kilde: Bornholms Efterslægtsselskab og Landøkonomiske Forening 1805-1955. Jubilæumsbog).
|
"Moster Marie" f. Ancher. Foto Hansen & Bloch, 1864. I Nexø, Hansen = Johan Hansen, fotograf i Nexø fra 1865.
|
Lærer Skrydstrup i Nexø blev også fotograferet hos de to fotografer - de var fra Sønderjylland som han selv. Lærer Skydstrup, Nexø, fotograferne Hansen og Bloch. Øa. 1997-03 Berg-Sonne.
|
Den ældre herre på billedet, fotograferet i 1864? Vi ved ikke hvem han var - mon ikke han var født sidst i 1700tallet?
Petersen. Kolling-Kofoed-Hansens arkiv Hasle Øa 1976-13. Hansen & Bloch. Poul (7 år) og Carl Peter Kofoed Larsen (11 år). Kolling-Kofoed-Hansens arkiv Hasle Øa 1976-13.
Hansen, Anines Mand. Foto Hansen & Bloch, Nexø, 1864. BØA 2014-24, album Modesto, California.