Portrætstudier
Bendt Kjøller, 1846-1908, fotograf i Allinge 1890-1908. Et portræt af en ældre herre, der nyder sin pibe tobak, et glas vin - og en god bog, næppe biblen, selv om størrelsen passer? Bendt Kjøller havde kunstneriske ambitioner på sit fags vegne - og han var god til at skildre det miljø, han færdedes i, både med fine landskabs- og personskildringer. Han var samtidig - men næsten tyve år ældre - med fotograf Valdemar Myhre fra Svaneke. De har begge efterladt sig følsomme og indlevede skildringer af deres hjemegn - henholdsvis Nordbornholm og egnen omkring Svaneke. Tre generationer Kjøllers glasplader og kopier/aftryk findes - takket været familien - på Bornholms Museum.
Bendt Kjøller har fotograferet en kvinde i sin stue - med et venstreblad stukket ind i avisholderen ved siden af det indbyggede skab, der med sin kannelerede låge fortæller, at det nok er fra o. 1800. Portrættet er en anelse uskarpt, men Kjøller har været så glad for det, at han har monteret det på en af sine trykte kartoner. Sønnen Alfred Kjøller, der var en mindst lige så dygtig fotograf som faderen, var udlært hos ham og blev svend i 1901. Det kan være svært at afgøre, hvem der er fotografen, fx som her, hvor blindstemplet kun siger Kjøller, Allinge.
Bendt Kjøller, to herrer - fra en svunden tid. BM.
Fotograf Bendt Kjøller, "klaverøvelser". Bendt Kjøller var selv udøvende musiker og havde i den sammenhæng en stor musikalsk omgangskreds. Hvem denne herre er, ved vi desværre ikke. Samtlige billeder tilhører Bornholms Museum.