Tolder Edvard Dam Johansen, 1904-1968, i Nexø fra 1928, i Gudhjem fra 1944
Et af de klassiske Rønne-motiver, fotograf Dam Johansen. Fotografisk postkort. 1950erne? ES.
M/S Hammershus i Rønne Havn. Foto Dam Johansen, Gudhjem.
Dam Johansen var født i Rønne den 2. september 1904. Som attenårig blev han ansat i toldetaten, han var seks år i København, men vendte i eftersommeren 1928 tilbage til Bornholm. Her virkede han i Nexø, indtil han i 1944 blev forflyttet til Gudhjem.
I 1958 blev han overtoldassistent. I Gudhjem var Dam Johansen tillige kongelig vejer og måler og - i sine sidste år - også formand for bestyrelsen for Gudhjem havn. Dam Johansen havde mange fritidsinteresser. Han havde bl.a. en stor lokalhistorisk viden, og han skrev en del artikler, bl.a. i Jul på Bornholm under pseudonymet Ignotus.
Men hans største hobby var fotografering. I tidens løb tog han utallige billeder dels her på Bornholm - dels på sine mange og lange udlandsrejser. Da Edvard Dam Johansen døde i februar 1968 efterlod han sig en stor samling fotografier. Gudhjem By- og Mindeforening viste i 1971 nogle af Dam Johansens bedste billeder - se udstillingspamfletten - og ikke mindst Dam Johansen i aktion - til venstre. Dam Johansens signatur og stempel.
Til venstre: Edvard Dam Johansen 1938, medens han var toldassistent i Nexø, 1928-1944. Selvportræt. Foto tilhører Nexø Museum.
|