Kaare Rasmussen, 1921-1928: Kirker og Missionshuse
Et klassisk motiv: den fine middelalderkirke, Ibs Kirke, 1920erne. Foto Kaare Rasmussen. Bemærk, at her er den endnu bevaret med mange af de gravsteder, fx "grottesten" med marmorplader med navn, og nogle af dem forsynet med hvide marmorkors, som den dygtige stenhugger Frederik Ferdinand Fischer fremstillede ca. 1860-1890. De "møblerede" øens kirkegårde den gang, nu omlægger man kirkegårdene til store græsplæner, der er nemme at holde. Erik Gornitzka og jeg skrev om F.F. Fischer og hans stenhuggerarbejder i en artikel i Bornholmske Samlinger 2014. Og - stenhuggerens kundebøger mv. er bevaret på Nexø Museum. Og kan ses online, det er helt exceptionelt. Se HER.
Jens Riis Jørgensen foreslår, at billedet er fra Luthersk Missionsforenings ejendom på Nybrovej 36 i Østerlars. Luthersk Missionsforenings ejendom er opført i 1927. Det kunne selvfølgelig være grunden til at salen blev fotograferet. Så er missionshuset formentlig også fotograferet.
Sjælelivet blev der taget godt om, omsorgsfuldt, kærligt og insisterende. Flere af os har siddet på bænke som disse, og lagt øre til prædikener, foredrag og musikalske præstationer. Men hvor er vi, hvilket missionshus? Kaare Rasmussen, 1920erne. Glasplader fra Gudhjem Museum.
Et udsnit: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger den Herre Zebaoth". Ikke noget dårligt råd! Lbnr. 0016b |
Metodistkapellet Salem i Aakirkeby, Jernbanegade 11. "Gud Er Kærlighed" står der over alteret i dette lille, spartanske mødelokale i et missionshus et eller andet sted. Vidste I, at der har været i nærheden af 100 af disse små missionshuse og -mødelokaler på Bornholm. 1920ernes Bornholm, foto Kaare Rasmussen. Lbnr. 0005.
Fra Indre Missions hus "Salem" i Nyker. Opført 1896. Det må have gennemgået en istandsættelse her i begyndelsen af 1920erne. Se to ældre billeder af missionshuset: HER
Merete Svendsen foreslår: Det ligner en kirkesal, missionshus med lægteren og søjler. over foldedøren noget med "og fædreland". Her er kun kaffegæster i vente. Lbnr. 0048.
Bethania. Oprindelig baptisternes hus. Fra 1950 Indre Missions missionshus i Rø.
Sylvest Jensen foto 1958. Et næsten nybygget hus, 1921 står der øverst i galvtrekanten på den fremskudte gavlkvist. Det har måske erstattet den lille bindingsværksejendom til venstre. Er der nogen der ved, hvor det er? Foto Kaare Rasmussen, 1920'erne. Vivian Munch Petersen: For mig ligner det Missionshuset Betania i Rø. Nu (2016) i privat eje. Det ligger på Røvej. Til venstre lå Madvigs Autoværksted og derefter igen Rø afholdshotel, i dag restaurant Rø. |
Jens Riis Jørgensen: Historien om Røvej 53, Bethania, er kort sådan: Huset blev bygget 1921 af murer Thorvald Bendtsen. Han var baptist og indrettede en mødesal i stueetagen til møder for baptisterne. I 1950 blev bygningen så købt af "Kirkelig Forening for Indre Mission i Rø", som ikke hidtil havde haft egen mødesal. Indre mission startede omkring 1899/1900 og man mødtes i hjemmene i starten og siden i brugsens mødesal, hvor der dog var konkurrence fra Evangelisk Luthersk Mission, som også havde møder her. De lutherske fik dog eget missionshus Klemenskervej 26A allerede i 1910, da kaldt "A/S Rø og Omegns Missionshus", fra 1981 ændret til "Evangelisk Luthersk Missionsforening på Bornholm, Rø Kreds". Fra 1970 blev Bethania overtaget af "Indre Mission i Danmark". I slutningen af 1860'erne var flere røboere trådt ud af folkekirken til fordel for P. C. Tranbergs frimenighed, men inden for det efterfølgende tiår kom de tilbage i folkekirkeflokken, og ved folketællingen i 1890 var samtlige beboere i Rø sogn folkekirkemedlemmer.
|
Vi skal også have billeder med mennesker på, så her er et ganske pragtfuldt et af Metodistkirkens menighed i Østergade, Rønne. Foto Kaare Rasmussen, 1920erne.